Det er Torsdag eftermiddag, foran mig står en forlænget weekend bag rattet i den nye Ford Mustang GT. Med fast tag, og i rød
Bilen er faktisk helt ens med den 2,3-liters Ecoboost jeg har testet tidligere. Så som udgangspunkt er der ikke meget nyt, andet end det vi finder under hjelmen. Samtidig er der sne over alt, så det er lidt begrænset hvor meget jeg får ud af den.
Nøglen er identisk, interiøret er det samme. Lækre sorte lædersæder, som du virkelig kan flyde i. Masser af benplads til din passager foran – næsten ingen bagi. Lavt til taget, masser af plads i bagagerummet som er dybt og en god lyd fra bilens mange højtalere. Endnu en Mustang, med det fede Shaker Pro Audio system!
Men jeg skal ud på vejen med bilen, så nøglen lægger jeg i midterkonsollen der er omgivet af farvet LED lys og trykker på startknappen.
Lyder som en V8
I 2016 synes jeg ikke, at der er meget “RIGTIG” motorlyd tilbage. Stort set ingen biler lyder ‘rigtig’ af noget mere, ved mindre de får omdrejninger eller speederen rammer bunden. Men Ford har formået at bevarer lyden fra en gammel V8-motor i nyt trim. Du ved, den der lyd der lyder som en fiskekutter som står og brumler. Bom bom bom, ja, netop. Dén lyd!
Det er ikke mange steder man finder det mere, for nu er der både cylinderdeaktivering og systemer der gør, at bilen skal være til at holde ud at køre i. En Audi-V8 eller en Mercedes’-V8 motor lyder f.eks ikke sådan. De brøler når de startes, og når de får pedalen. Men ellers er de ret lydløse. Men Mustang V8-motoren, kan høres.
Det er en brunstig karl på hele 5,0-liter. Den yder 421 hestekræfter og over 500 Nm. På bare 4,8 sekunder rammer du 100 km/t (Jeg klarede det på 5,5 sekunder – men hey! Der var sne over alt!) og gearkassen på modellen jeg tester, er automatisk.
Ned i D (drive), og bilen ruller ud fra forhandleren.
Jeg bemærker hurtigt, at styretøjet er tungt. Jeg mindes ikke det var lige så tungt i den 2,3-liters. Måske husker jeg forkert. Ændringerne på styretøjet via knapperne, ændrer ikke meget på det. Og så har bilen fået helt nye bremser foran, så bremsepedalen skal man være varsom med.
8,3 km/l
På vejen kører den ganske let. Man kan godt høre det er en bil der koster penge i brændstof og på instrumenteringen fortæller den mig, at den har 283 kilometer tilbage til tom tank på de 61 liter der kan være i den. Og jeg får hurtigt at smage, at bilen koster penge når motoren skal brøle. Nogle dage efter på en lige strækning, får den pedalen. Jeg skal mærke motoren yde. Og hold nu op den kan tage fat!
På tør vej får den helt sikkert en endnu vildere acceleration, men det har jo desværre ikke været tørt de dage jeg har haft den. Så jeg må nøjes med en semi-vild oplevelse, hvor den bare trækker derud af og svinger lidt med bagenden, mens de lange gear holder den i live. Når du rammer de helt høje omdrejninger, skifter alle urene til rødt. Og så er du ikke i tvivl om, at der bliver skiftet gear kort efter. Hvis ikke du selv gør det, via skiftepedalerne på der følger rattet.
Men. Det koster penge. Og jeg må nok indrømme, at jeg skulle havde sparet lidt mere, hvis jeg skal opleve det igen. Så resten af mine dage, blev det til en cruiser på flere hundrede kilometer.
Du bliver aldrig træt af den
Oprindeligt skulle jeg havde haft en grå model, cabriolet. Så jeg havde faktisk planlagt at tage en “Coast to coast” tur til Jylland fra København, for også at gøre op med den kritik bilen har fået. Flere steder menes der nemlig ikke, at “den amerikanske bil passer på de europæiske veje”. Men den kan jeg slet ikke genkende.
Den lægger så stabilt og tungt, den brummer dejligt, du sidder behageligt og den er nem at styre. Hvad kan du mere forlange? Eneste ulempe kan være, at alle vil være din ven. Som med den anden røde 2,3-liters Mustang jeg havde, var det nøjagtigt lige så opsigtsvækkende, hvor mange blik bilen trak.
Hvert ENESTE sted du befinder dig, bliver der taget billeder. Du får kommentarer. Folk vil have en tur, hentes fra arbejde og lignende. Og det skal man lige vende sig til. Selv på motorvejen oplevede jeg andre bilister køre side om side med mig bare for at kigge, til trods for der var frit foran dem i kilometervis.
Og alle elsker Mustang. Pludselig snakker alle med dig, fortæller om deres referencer til bilen. For den er bare Så ikonisk, at man ikke kan andet end at holde af den. En vaske ægte klassiker til den rigtige mand, som jeg må slutte på samme måde som sidst;
– Jeg må eje en, en dag.
Vi synes
Ford har formået at lave en Mustang, som samler de gamle klassiske linjer med ny og smart teknik i én og samme pakke. Mustang med V8-motor koster penge at køre i, men den har også den lyd som ikke mange andre har. Hvorend du kører er der opmærksomhed, og bilen er en fryd for øjet både indenfor og udvendigt.
Skal du køre langt med Mustang, kan du godt nøjes med 2,3-liters Ecoboost. Men vil du gerne have den gode lyd, er den alle pengene værd!
De Tørre Tal
Mærke/Model: Ford Mustang Fastback GT
Motor: 5,0-liters V8
Gearkasse: 6-trins automatgear
HK: 421
Moment: 530 Nm
0-100 km/t: 4,8 sek.
Topfart: 250km/t
Opgivet forbrug: 8,3 km/l
Udstyrspakke: Custom Pack (GT Performance 19″ alufælge, parkeringssensor bag, klimasæder, Premium navigation inkl. “Shaker Pro” audio (SPILLER FANTASTISK!), Black Raven læderindtræk).
Pris: Fås fra 696.350 kroner
[nggallery id=528]