Med en EcoBoost-motor på enten 203 eller 240 hk er Ford Mondeo næsten forvandlet til en civil politibil, men på trods af de kvikke præstationer bliver den aldrig nogen ægte familieracer.
For nogle år siden var der ikke meget at komme efter hos Ford, hvis man var til benzinmotorer med turbo. Den mest udbredte benzinmotor til Ford Mondeo var en 145 hestes 2.0’er. Og den var sådan set fin nok, dengang de fleste konkurrenter alligevel ikke havde noget bedre at tilbyde. Men det fik de. Da den nye Mondeo blev introduceret i 2007, røg de gamle V6’ere ud og blev erstattet af en 2.5 turbo med fem cylindre, og så væltede det ellers ind med bestillinger fra politiet.
Den nye 2.5T var (og er stadig) ligesom 2-liters sugemotoren en for dens tid ganske fremragende motor. Men noget flot brændstofforbrug kunne den ikke præstere, så der blev senere behov for noget mere tidssvarende. Ecoboost-teknologien blev præsenteret, og med den fulgte en ‘downsizing’ af motorerne, som kompenseres for ved hjælp af turbo-teknik. Ind er kommet 2.0 Ecoboost, som kan fås med enten 203 eller 240 hk, og ud er gået den velklingende, kultiverede, brølstærke, men desværre ikke særligt miljøvenlige, 2,5’er. Senere fulgte 1.6 EcoBoost, som derved overtager rollen fra den gamle 2.0 med 145 hk – denne er dog underligt nok ikke udgået af programmet endnu.
Så Ford er i den grad kommet med på moden igen. Focus og C-Max har fået en overhaling, der er til at føle på, og Mondeo har fået et mere moderat facelift. Men bare fordi den har måttet nøjes med et facelift, falder den nu ikke igennem i et konkurrencepræget firmabilssegment. Det nye look er især tydeligt i udgaven med Titanium-udstyr (eneste mulighed til 2.0 EcoBoost), som med LED-kørelys, kromlister og 17″ alufælge skiller sig væsentligt ud fra den mere anonyme Trend. Samtidig har faceliftet bragt en ny dobbeltkoblingsgearkasse, Powershift, på banen, og den er ligesom Titanium-udstyret standart i den testede 2.0 Ecoboost.
Lad os derfor starte der, ved transmissionen og drivlinen. Jeg har indtil videre til gode at prøve en dobbeltkoblingsgearkasse, der ikke grundlæggende har fungeret godt, og den statistik ændrer Powershift ikke på. Den har seks gear, og det er vel egentlig et meget passende antal. I hvert fald kunne jeg observere, at bilen, af en benziner at være, er relativt højt gearet; ved 130 km/t ligger man omkring de 2.500-2.600 omdrejninger. Og skiftende sker dejlig blødt og meget hurtigt. Men den kan i visse situationer godt virke en anelse tøvende ved “kick down”. Desuden savnede jeg muligheden for at skifte manuelt via paler bag rattet. I Mondeo må man nøjes med at vippe til gearstangen, og det bliver bare aldrig helt det samme. Derfor udebliver den sportslige oplevelse lidt, i forhold til med VW’s DSG-pendant.
Hvad så med motoren? 203 hk og 300 NM lyder jo ikke så tosset. Helt tosset er det da heller ikke, for man har absolut ingen som helst problemer med at følge med trafikken. Sæt gearvælgeren i S – for Sport – og oplev hvordan de andre i lyskrydset forsvinder bag dig, når du smækker klampen i bund ved grønt lys. Vær dog lidt varsom, for ellers kan forhjulene godt komme på overarbejde. Men følelsen af fart udebliver til en vis grad. Motoren siger absolut ingen ting, og Mondeo er som bekendt en stor bil med en godt lydisoleret kabine, så jeg vil påstå, at man skal køre virkelig råddent for at opleve den mindste antydning af drama. S-indstillingen fungerer også som den manuelle indstilling, men den fulde sportslige oplevelse får man altså, som sagt, ikke uden skiftepaler.
Ford Mondeo er i undertegnedes øjne den mest velkørende bil i sin klasse. Det ultrapræcise styretøj overgår Insignia, Passat og co. med flere længder, og undervognen er sat op på en sådan måde, at den fuldvoksne stationcar på trods af sin størrelse er en fornøjelse at køre hurtigt gennem svingene i. Derfor er det ret paradoksalt, at EcoBoost-motoren ikke leverer mere sportslig køreglæde end den gennemsnitlige 2-liters diesel, når den nu i praksis ikke kører mere end omkring 12 km/l.
Kabinen emmer heller ikke af sport. Den er til gengæld præget af en del grå nuancer. Men tingene sidder, hvor de skal, og instrumenterne er dejligt nemme at aflæse. Convers+ farveskærmen, som følger med Titanium-udstyret og er placeret mellem omdrejningstæller og speedometer, rummer en masse informationer og indstillingsmuligheder – faktisk lidt for mange. Systemet er for “tungt” og besværligt at navigere rundt i, når man samtidig skal koncentrere sig om at kigge ud af forruden. Heldigvis kan radioen også betjenes på god gammeldags vis gennem midterkonsollen.
Jeg formåede at blive ret glad for den testede Ford Mondeo 2.0 EcoBoost, men det er jo også nemt at blive, når man som anmelder ikke selv skal bekymre sig om prisen på knap en halv million kroner (jo, hvis man vil købe den selvfølgelig…). Langt de fleste, der køber Ford Mondeo, er kørende sælgere eller pendlere med et betragteligt kørselsbehov, og de ville blive straffet hårdt i kørselsregnskabet, med en turbobenziner med over 200 hk. Men har man økonomien i orden, ikke så langt til arbejde og et vist pladsbehov, er bilen da værd at overveje. Powershift-gearkassen er ikke så sportslig at køre med, men den vil sikkert være en stor hjælp for folk, der kører en del by- og køkørsel.
Fakta
Mærke/Model: Ford Mondeo 2.0 EcoBoost PowerShift Stationcar
Motor: 2.0 turbobenzin
Gearkasse: 6-trins dobbeltkobling
Karosseritype: Stationcar
Siddepladser: 5
HK/Moment: 203/300
Topfart: 227 km/t
0-100: 7,9 sek.
Km/l: 13 km/l (oplyst forbrug)
Pris: 507.650 kr.