Hjem » Biltest » Biltest: Skoda Kodiaq 2,0 med 180 hestekræfter

Biltest: Skoda Kodiaq 2,0 med 180 hestekræfter

Vi har sat os bag rattet i Skodas allerførste SUV i modelprogrammet. En kæmpe, der er mere letkørt end Fabia

For første gang nogensinde, er Skoda kommet med en SUV i deres modelprogram. Det må siges at lægge lidt til højrebenet, når Audi med deres Q3, Volkswagen med Tiguan og Seat med deres Ateca, har selv samme bil i deres program, bare med andre lygter og mærker. Nuvel, den sidste i den nævnte række, er nok den model, som ligner Kodiaq mest.

Faktisk er der på ydersiden, meget meget få ting der skiller de to biler ad i designet.

Efterspurgt bil

Der har efter flere år med stigende interesse for Skoda, været en større og større efterspørgsel på en SUV fra fabrikanten. Det gjorde, at man for nogle år tilbage valgte at lave en netop udgået Yeti, som egentlig var lidt en blanding af en forhøjet personbil i fronten, og en Citroën Berlingo på bagenden. Bilen blev solgt i et okay antal eksemplarer trods det underlige mix, men der manglede stadigvæk noget.

Så derfor tog man endelig det sidste skridt, og gjorde Kodiaq til en realitet. Nu kunne Skoda som det sidste mærke i VAG-koncernen, også tilbyde en bil du ikke satte dig ned i – men ind i. Det betyder dog også, at der er så stor efterspørgsel på bilen i skrevne stund, at der ikke optages flere bestillinger på bilen, grundet lang leveringstid.

Køres lettere end Fabia

Og hvordan er den så, når du sætter dig – ind – i den. Modellen vi havde fat i var en Style udstyrsvariant, med en 2,0-liters TSi motor der yder 180 hestekræfter, samt en DSG automatgearkasse og firehjulstræk. På interiørdelen blev du mødt af nogle udmærket sæder, med delvis læder og Alcantara.

Rattet er rundt uden flad bund, med en simpel opsætning og beklædt i læder. Gearknoppen er også i læder, og på bilens store midterkonsol, finder du en nu endnu større skærm, end den store skærm du ellers kender fra de andre Skoda modeller. Når bilen rammer bakgearet, slås et bakkamera til med 360-graders oversigt, hvor kvaliteten af kameraet er rigtig god!

Den store bil føles stor, når du sætter dig ind i den. Men så snart du kører afsted, vænner man sig til størrelsen og den føles pludselig ret normal trods du sidder dét højere. Først når du rammer snævre veje, mærker man at den er en smule større igen.

Ved føreren er der masser af plads, både til hovedet og rundt om dig. Ligeledes til passageren foran. Til passagererne på det første sæt af bagsæder, er der ligeledes rigtig meget plads. De kan tilmed selv styre deres aircondition, så der kan være forskellige temperaturer foran og bagved.

Herefter findes endnu en sæderække med plads til to personer, meen, der skal du ikke være alt for stor, for at kunne sidde dér. Slås de sidste sæder ned, har du dog et stort bagagerum på 2005 liter, men gulvet er højt pga. bagsiderne af sæderne, så det giver lidt problemer, hvis du anbringer nogle bæreposer på bilens knager til samme formål.

Sædekomforten er ganske fin, trods at sæderne ikke giver meget støtte i siderne. Dog kunne det være rigtig spændende, at pakke bilen op, og tage på langfart i den! En lidt bedre afstemt undervogn, kunne dog havde været rart. Den tog en anelse meget imod stød for ujævnt underlag, men ikke noget der havde betydning på motorvej.

Interiøret har fået en masse ændringer

På interiørdelen til forskel fra de andre Skoda modeller, er der kommet en del ændringer. Man holder heldigvis stadigvæk fat i navigationssystemet som man kender fra de andre modeller, så der skal man ikke lære noget nyt, og det er lige til at gå til.

Anlægget i bilen spillede også rigtig godt. Bilens højtalere spillede højt, klart og med en dyb bas. Og det kan du benytte dig af, hvis du vil overdøve den ellers nærmest ikke eksisterende benzinmotor, ude foran. Bilen er nemlig ret godt lydisoleret, så der ikke opleves generede støj udefra.

Den store skærm i midten, har ligeledes fået indbygget de knapper, du ellers normalt kender fra midterkonsollen. Så nu skal du ikke længere trykke nogle knapper ind, for at skifte fra telefon til navigation og de andre ting, men blot røre blødt på dem. Skærmen er hurtig, og reagere fint. Det er nemt at finde rundt i menuerne, og opsætningen virker logisk.

Foran gearstangen, er der nu kommet plads til en trådløs opladning til din mobiltelefon. De kræver dog, at telefonen understøtter denne teknologi, men det gør langt de fleste nye smartphones. Funktionen aktiveres med det samme, ved at lægge din telefon hen over pladen hvor den registreres.

Opladningen virker til at være hurtigere end det traditionelle USB-stik, men desværre oplevede vi at vores Samsung Galaxy S6 blev meget varm, ligeledes pladen, og siden hen desværre ikke holdt så godt på batteriet. Om det skyldes pladen eller telefonen, har vi dog ikke fået afklaret endnu.

Lækkert træk og styretøj

Bilens gearkasse rummer 7-automatgear. Den store 2,0-liters motor med 180 hestekræfter gør det godt, og har både et kraftigt træk op i fart, mens overgangene i gearene er som vi kender dem fra DSG, helt uden ryk og meget glidende.

Når bilen er kommet op i fart og du vil aktivere fartpiloten, er den blevet rykket til en ny position. Det tog lige lidt tid at lære den af kende, men herefter kunne man slippe pedalerne. Bilens automatiske nedbremsning til forankørende virkede fint, men man skal lige være med når den gør det alligevel.

Fire gange i testperioden måtte jeg gribe ind selv, da bilen åbenbart overså biler foran mig, som enten næsten holdt stille, eller havde markant mindre fart på end mig – hvor Kodiaq’en så var i gang med at sætte farten op selv.

Ligeledes oplevede jeg flere gange, at bilen selv bedømte den foranholdende bil i køen til at holde for stille til min ankomst, at bilen selv greb ind og bremsede op. Det skete underligt nok helt uden ubehag, og hvor jeg ikke selv ville havde bedømt situationen til at være kritisk. Bremsepedalen forsvandt under min fod – og kort efter holdt jeg stille.

Styretøjet i Skoda Kodiaq opleves utrolig let. Selvom du er siddende i så stor en bil, så er den på ingen måde tung at køre i. Styretøjet reagerer hurtigt og er ret præcist, både ved høje og lave hastigheder. Faktisk er der lidt GTI-følelse over bilen, hvis du leger med den i kurver. Og så er det et lettere styretøj, end f.eks i den 2017 Fabia, jeg selv har som privatbil.

Godt brændstofforbrug til en stor bil

Når det kommer til bilens brændstoføkonomi, så var jeg meget spændt på hvordan den klarede sig. Helt ærligt, så havde jeg forventet at den brugte godt på benzinen, men jeg synes ikke det umiddelbart virkede til, at være tilfældet.

Flere gange på motorvejen med fartpiloten, oplevede jeg at den gik det samme eller mere på literen, end min egen Fabia. Om det er godt eller skidt, kan jeg så ikke helt finde ud af. Men hvis man tager i betragtning af bilens størrelse, automatgear, firehjulstræk og den større og noget tungere motor, så er det ret godt gået når den jo i princippet ’kun’ har omkring 70 hestekræfter mere, end min lille stationcar.

Men med det større moment og ekstra gear, kunne man måske godt havde håbet på mellem 5-10 km/l mere.

Fede features – selvom der mangler lidt

Jeg har glædet mig utroligt meget til, at sætte mig bag rattet i Kodiaq, og finde ud af hvordan den klarede sig. Dels fordi at jeg selv nu er ejer af en Fabia, men også fordi at jeg synes modellen er ret fed. Jeg gad faktisk rigtig godt selv, at eje sådan en. Det rækker økonomien dog ikke til.

Den model vi fik stillet til rådighed, havde også ting som elektrisk bagklap, der kunne åbnes og lukkes fra føreren placering, trådløs døråbning ved at slide på håndtaget samt nøglefri betjening. De to sidste er ting jeg også selv har, og som jeg virkelig ikke ville undvære på min næste bil – men jeg må ærligt indrømme at jeg savner mit sportslæderrat og glastag.

Det er som om de to sidste ting bare giver bilen dét ekstra, som Kodiaq’en ikke havde. Måske er det de ting der gør, at jeg ikke helt føler mig overbevist. Kvalitetsfornemmelsen af bilen bliver så markant anderledes, at så simple ting, at jeg synes det virkelig at synd, at testbilen ikke var udstyret med det.

Tingene kan dog tilkøbes til modellen for en merpris på 1.400 kroner for rattet og 2.100 hvis du også vil styre gearkassen ved rattet mens du må slippe 23.000 kroner hvis du vil have glastaget.

Priser, motorer og udstyr

Skulle den store SUV fra Skoda alligevel friste dig, så starter en Skoda Kodiaq på 406.200 kroner. Med den 2,0-liters TSI motor med 4×4 og DSG må du dog slippe 482.200 kroner. Testbilen løb dog op med ekstraudstyr, i en pris på 596.500 kroner, hvor sæderne var det som trak højst på prislisten med en pris på 24.600 kroner. Næst-dyrest var Columbus navigationen til 22.300 kroner.

Af bemærkelsesværdigt ekstraudstyr kan jeg anbefale at få installeret Area View (13.000 kroner),Blind spot detect (10.000 kroner), El-bagklap, da den er ret tung (7.000 kroner) samt de el-indfældbare sidespejle med varme til 3.000 kroner.

De Tørre Tal

Mærke/Model: Skoda Kodiaq Style
Gearkasse: 7-trins DSG Automatgearkasse
Motor:  2,0-liters TSi (benzin)
HK: 180 hk
Moment: 320 Nm
0-100 km/t: 8,2 sekunder
Topfart: 205 km/t
Km/l Brændstofforbrug: 13.5 km/l (Opgivet forbrug)
Pris: Starter fra 482.200  kr. Testbil m. udstyr  kr. 596.500 kroner.

Tjek også

Sådan får du årets juletræ hjem på den helt rigtige måde

Sådan får du årets juletræ hjem på den helt rigtige måde