Hjem » Biltest » Test: Seat Leon Cupra er en himmelsk curry-paella

Test: Seat Leon Cupra er en himmelsk curry-paella

Seat Leon Cupra er den hurtigste Seat nogensinde, den er spækket med udstyr, og så var tysk-spanieren kortvarigt hurtigste forhjulstrækker på Nürburgring.  Smadrer den Golf GTI?

Med samme teknik og platform som fætter Golf GTI, checker den arrige spanier nu ind i toppen af GTI-klassen og med sine 280 fuldblodshingste ligner den en skarp rival til sin fætter. Med den to-liters turbomotor koblet til den velkendte DSG-transmission med seks udvekslinger når du 100 km/t efter bare 5,7 sekunder. Vil du gerne have manuelt gear må du vente 0,1 sek. længere.

Fra standard er Cupra spækket med udstyr og gadgets, som du i Golf GTI skal betale ekstra for. Lækre sager som mekanisk spær, større bremser og justerbar DCC-undervogn er standard i super-GTI’en. En tilsvarende Golf GTI vil koste dig 75.000 kr. MERE end Leon’en. Det lugter af bitter familiestrid.

Vi smager på den sprængfarlige curry-paella

Under motorhjelmen ligger VW-koncernens 2.0 TSI med turbo, direkte og indirekte indsprøjtning, variabel styring af knastakslerne og stempler i aluminium. Motoren er omdrejningsvillig og sender en dyb rumlen ind i kabinen, når du sætter motoren i sport, og “sound-aktuatoren” forstærker motorlyden.

Dagens testbil er udstyret med DSG-gearkasse, og det betyder, at dine nyrer trykkes om på bagsædet, og bliver der(!), fra du parkerer foden i gulvtæppet, til du letter den igen. Momentet på 350 NM. er til disposition fra bare 1750 o/min. og gør Cupra’en absurd farlig for kørekortet ved alle hastigheder. Den elektroniske begrænser stopper festen ved 250 km/t., og dine nyrer kan igen glide på plads i din torso.

Få det, som du vil ha’ det
Cupra’en har mange forskellige kører-indstillinger, så din grad af masoschisme og hang til motorlyd kan tilfredsstilles. Alt fra, hvor meget differentialet låser, til undervognens hårdhed kan justeres fra touchskærmen i kabinen.

På trods af 19″ fælge er Cupra’en overraskende komfortabel med undervognen i komfort, ja selv i Cupra-indstillingen behøver du ikke nyrebælte. Den justerbare undervogn er yderst vellykket og giver Cupra’en mulighed for at veksle imellem det iltre, Sydeuropæiske temperament og det tyske, mere afdæmpede gemyt.

Cupraen kører bedst på offentlig vej med motoren i Cupra-indstillingen, differentialet i sport samt dæmperne i komfort og styretøjet ligeså. Styretøjets sports-indstilling er alt for tung og dræber feedbacken.

Slår den Golf GTI?
Ja, det blev I jo lovet et svar på, så det skal I selvfølgelig have: Den er ikke bedre, men den er billigere. Derfor skal du købe dig en Cupra, frem for en Golf GTI.

De 50 ekstra hestekræfter gør selvfølgelig indtryk, og Leon Cupra føles også en smule kvikkere end GTI’en. Affjedringen er bedre og styretøjet med variabel udveksling det samme. Golfen er tænkt som et meget ligeligt kompromis mellem sport og komfort, mens spanierens lod i højere grad har været det sportslige.

Med den gode justerbare undervogn, er der dog ikke nævneværdig forskel på komforten i de to biler. Til gengæld er Golfens sæder væsentligt bedre, end Seat’ens, der mangler sidestøtte og i øvrigt ser en kende billige ud til prisen. Skidt, i en drivers car.

Cupra’en har desværre en anelse for meget greb i det bagerste hjulpar, når du vrider den rundt på de snoede landeveje. Det betyder, at spanieren, især i de langsomme sving, understyrer en tand mere end Golf GTI, og det er synd. I de hurtige kurver styrer begge biler meget neutralt, men Golf’en føles alligevel en tand mere legesyg. Det gør Golf GTI sjovere på grænsen.

Vi synes
Duellen er utrolig tæt, hvilket ikke er så overraskende, eftersom de to bilers teknik jo grundlæggende er ens. Derfor er det svært at afgøre uden at have begge biler “back-to-back”, men det, der afgør det i dag, er prisen.

Cupra’en har et stort plus på pris, og derfor, stod valget mellem de to, ville vi klart underskrive en slutseddel hos Seat og leve med den mindre prestige og dårligere sæder, men nyde besparelsen på curry-paellaen og ydmyge Golf’en i lyskrydsdueller.

 

De Tørre Tal

Mærke/Model: Seat Leon Cupra (DSG)
Motor: 2.0-liters R4 turbo
Gearkasse: 6.- trins dobbeltkobling
HK: 280
Moment: 350 nm. /1.750 rpm.
0-100 km/t: 5,7 sek.
Topfart: 250 km/t. (Elektronisk begrænset)
Km/l: 14,9 km/l (oplyst forbrug)

Pris uden ekstraudstyr: 441.400 kr.

Ekstraudstyr: Adaptiv Frontpilot (10.600 kr.), Media System Navigation (12.800 kr.), Parkeringssensor (9.600 kr.), Seat Sound System (4.950 kr.)

Samlet pris: 473.350 kr

Tjek også

Video: Har Lamborghini afsløret designet på deres Urus ved en fejl?

Har bilproducenten lige afsløret designet, på deres kommende SUV ved en fejl?