Hjem » Biltest » Biltest: Suzuki Swift
Fredagstræf: Sæsonstart i Glostrup 1

Biltest: Suzuki Swift

Der var egentlig ikke nogen grund til at ændre på succesen Swift, men Suzuki vovede pelsen, og det var måske alligevel ikke nogen helt dårlig idé.

suzuki-swift

Tilbage i efteråret bragte Suzuki en ny generation af deres umådeligt populære Swift på banen, og det store spørgsmål var sådan set, på hvilke punkter de havde formået at gøre den hippe minibil endnu bedre. For der var i virkeligheden meget få anker imod den tidligere generation, som grundet den lave pris og den store køreglæde er blevet kaldt “den ægte Mini” i nogle kredse.

Alligevel er den ikke gået helt fri for kritik, for komfort, ergonomi og kvalitetsfølelse er ikke den første Swifts stærkeste sider. Så der har været nogle ting at tage fat på for Suzuki, trods alt. Og er det så lykkes dem at forbedre deres øjesten?

Først og fremmest vil man opdage, at motorudvalget har forandret sig. Faktisk er der ikke noget udvalg. Indtil videre må vi klare os med en 1.2 liters benzinmotor med variabel styring af de 16 ventiler, som yder 94 heste. Den erstatter både den gamle 1.3’er og lidt større 1.5’er, og den forventes således at blive den mest solgte version. Senere på året kommer dog også en diesel-udgave på markedet, og det vil formentlig glæde folk, der har lidt længere til arbejde.

suzuki-swift

Samtidig vil det sikkert også glæde undertegnede, for jeg fik i løbet af testugen svært ved helt at forlige mig med den momentsvage benzinmotor, som med sit begrænsede moment på 118 NM har svært ved at trække fra, når det bare går en smule op ad bakke. Den høje ydelse og det lave forbrug, som Suzuki stiller én i udsigt, må jeg således betvivle. Momentet topper først ved 4.800 omdrejninger, og det er rigtignok først der omkring at man mærker der sker noget. Men hiver du motoren op på de breddegrader, kan du godt vinke farvel til det oplyste forbrug på 20 km/l (20,4 med start/stop system).

Dette indebærer også, at Swiften ikke har motorvejen som sit naturlige habitat. Motoren har egentlig nok at give af, fordi den lidt lave gearing holder motoren ved et passende omdrejningsområde omkring de 130 km/t, men motorstøjen er ikke nogen fornøjelse – og det på trods af, at Suzuki ellers har gjort et godt stykke arbejde med at lydisolere kabinen.

suzuki-swift

Faktisk er kabinen i det hele taget blevet et helt behageligt sted at opholde sig. Udover den forbedrede isolering har hele kvalitetsfornemmelsen fået et løft. Der er stadig hård plast på nogle overflader, men samlekvaliteten er i orden. Det er i øvrigt dejligt at kunne konstatere, at Suzuki har gjort det helt rigtige ved at give urene i instrumenthuset hvid baggrundsbelysning. Den nye generation af Swift er blevet omkring 10 cm længere, og det kommer især bagsædepassagererne til gavn, selvom langbenede personer nok stadig vil føle sig lidt klemt – dog ikke i højden, for der er imponerende langt op til loftet.

Af andre forbedringer kan nævnes modifikationer af undervognen, der har øget komforten ganske betragteligt, så bilen nu ikke længere er lige så følsom overfor diverse ujævnheder i underlaget. Man kunne måske frygte at det havde taget lidt af pynten, hvad angår de dynamiske køreegenskaber, som første generation blev så rost for, men det lader ikke til at være tilfældet. Suzuki Swift er til stadighed en overordentligt frisk, letkørt og ikke mindst velkørende lille bil. Specielt i sammenligning med Hyundai i20, som vi testede for nylig, og som ikke imponerede synderligt på det felt. Og det fede lille sportslæderrat, som følger med alle versioner på nær det billigste GA-udstyrstrin, er en fornøjelse at have med at gøre.

suzuki-swift

Så der skal ikke herske nogen tvivl om, at den nye Swift er blevet en mere helstøbt bil. Den er rummelig, relativt komfortabel og samtidig overraskende køreglad. Men den 1.2 liters benziner mangler bundtræk og får derfor svært ved at leve op til forbrugstallene, på trods af start/stop-systemet, som sammen med aircondition følger med den danske topmodel med udstyrsniveauet GL Aircon. Swift fås fra 128.000 kroner for en GA-model med 3 døre, men tag alligevel at gå efter top-udstyrsniveauet, for aircondition er svær at undvære, og det vil samtidig gavne gensalgsværdien.

Fakta
Mærke/Model
:
Suzuki Swift Stop/Start GL Aircon
Motor:
1.2 DOHC 16V benzin
Gearkasse:
5-trins Manuel
Karosseritype: 5-dørs hatchback
Siddepladser: 5
HK/Moment: 94/118
Topfart:
165 km/t
0-100: 12,3
Km/l: 20,4
Pris: 154.990kr.

Vind billetter til den kommende film, Fast & Furious 5 med Pro-Street.dk! Deltag i konkurrencen her.

Tjek også

Biltest: BMW i3 Unlimited – Kan en elbil fungere i hverdagen?

Med ubegrænset frihed i tre år, burde elbilen lægge lige til højrebenet