Hjem » Biltest » Test: Peugeot 208 GTI er hurtigst – men motoren anonym
Peugeot 208 GTI

Test: Peugeot 208 GTI er hurtigst – men motoren anonym

Peugeot 208 GTI blev spået som franskmændenes comeback kid i lomme-GTI-klassen. Er det lykkedes?

Peugeots 80’er GTI’er, 205 GTI og 309 GTI blev voldsomt populære blandt bilfans for deres lave vægt, kraftfulde motorer og tendens til overstyring. Det huskes Peugeot stadig for. Derfor var vi også spændte, da vi kravlede ind bag det mindste rat, vi nogensinde har set i en bil ab Fabrik og så med flest hestekræfter i klassen under motorhjelmen.

Forventningerne har været store, og diskussionerne mange, til 208 GTI, ikke mindst fordi den på papiret er den stærkeste i klassen med 200 hestekræfter mod Ford Fiesta ST’s 182, men også på grund af et par specielle valg fra designerne i Paris. Men allervigtigst fordi Peugeot meldte ud, at forbilledet og målet var en nyfortolkning 205 GTI.

Hvor stærkt kører vi?
Ikke kun det lille rat, men også placeringen af speedometer og omdrejningstæller har været genstand for meget debat. Det er nemlig meningen, at du skal kigge over rattet, for at holde øje med 30%-grænsen for klip i kørekortet og den 1,6.-liters motors snoninger. Debatten omkring instrumentplacering har været forståelig, for det er bestemt noget, man skal vende sig til. Rattets indstilling kan ikke undgås også at afhænge af, om du kan se instrumenterne ordentligt. Efter lidt moslen rundt, finder jeg en fin kørestilling.

Sæderne er en anelse for bløde til min smag, men de holder stadig godt fast under kurvekørsel. Kabinen er et rart sted at være, og der er gjort meget ud af kabinekvaliteten i franskmanden, der fremstår langt mere eksklusiv end konkurrenterne. Instrumentbordet er beklædt med kunstlæder og fine detaljer som rødt lys omkring instrumenthuset, røde detaljer på kabinens plastiktrim og en fint integreret touchskærm bidrager til en langt mere eksklusiv kabine end i hovedkonkurrenten Ford Fiesta ST.

Kan den danse de forbudte trin?
Det vigtigste er selvfølgelig hvordan den kører, sådan en GTI. Derfor sættes kursen mod de små veje uden for Roskilde.

Fri bane. Andet gear lægges hurtigt ind, da nålen hastigt nærmer sig 7.-tallet på omdrejningstælleren. Samme procedure gentages til tredje gear. Vi er klar. Et stykke dejlig asfalt med skiftende svingretninger, der afsluttes med et skarpt venstresving med negativ camber, gør det ud for løvens manddomsprøve. Helt tæt til de hvide pæle i rabatten i den bløde højrekurve, før det går op ad bakke og en hurtig S-kombination, før vi ender i hårnålen. Løven skyder i afsted rask gallop og nyrerne synker godt tilbage i det bløde sæde.

Jeg holder den i tredje. Midt i S-et løftes speederen med et hurtig dap. Kan løven danse? De forbudte trin er ikke lette at fremprovokere, selvom løven kildes på maven. Til gengæld styrer den meget neutralt, er let at placere og bremser godt frem mod hårnålen, hvor jeg klemmer skiverne lige før motoren løber tør for omdrejninger i tredje.

Dog savner jeg noget fasthed i pedalen, ligesom at gearkassen godt måtte være en anelse strammere. Men nogen suppegryde er det bestemt ikke, som onde tunger ellers ynder at forbinde de franske gearkasser med. Den er præcis og skifter kvikt.

Motoren er kraftfuld, men anonym
Desværre er den firecylindrede motor et noget trist bekendtskab, når det kommer til lyd og karisma. Den er kraftfuld, bevares, men du kan ikke høre, at du sidder bag rattet af en GTI. Hverken i kabinen eller stilstående med hele krydren ude ad vinduet. Det er rigtig ærgerligt og betyder desværre, at du aldrig føler, det er rigtig sportsligt, når du giver den prygl.

Affjedringen er overraskende komfortabel sammenlignet med andre i klassen. Du kan helt slippe for bekymringer om utilsigtet at kappe tungen over, hvis du skulle være så uheldig at ramme en ujævnhed i det velholdte københavnske vejnet, eller skulle du være nødt til at krydse en stribe brosten. Peugeot har formået at skabe en yderst komfortabel GTI, uden at gå nævneværdigt på kompromis med krængning og køreegenskaber. Det er godt klaret!

Vi synes
Peugeot er sluppet rigtigt godt fra 208 GTI. Den er kraftfuld, styrer neutralt og præcist, og så ser den godt ud fra vejkanten og bag forruden. Desværre skuffer motorens karisma, men den leverer et godt træk og kan da også bryste sig af at være voldsomme 0,1 sekund hurtigere til 100 end Fiesta ST. Det er næppe noget, du mærker, men motorens vej dertil er til gengæld langt sjovere i Fiesta ST. 208 GTI er dermed ikke en super hardcore lomme-GTI, og den lidt anonyme motor er rigtig synd for løveungen. Til gengæld leverer den gode køreegenskaber, høj kvalitet i kabinen samt en overraskende god komfort.

208 GTI er Peugeots come-back kid i GTI-klassen!

 

De Tørre Tal

Mærke/Model: Peugeot 208 GTI
Motor: 1,6.-liters R4 turbo
Gearkasse: 6.- trins manuel
HK: 200
Moment: 275 nm. /1.700 rpm.
0-100 km/t: 6,8 sek.
Topfart: 230 km/t.
Km/l: 16,9 km/l (oplyst forbrug)

Pris uden ekstraudstyr: 332.990 kr.

 

Tjek også

Biltest: BMW i3 Unlimited – Kan en elbil fungere i hverdagen?

Med ubegrænset frihed i tre år, burde elbilen lægge lige til højrebenet