Hjem » Biltest » Test: Mercedes-Benz A200 – Optimeret… og kvik

Test: Mercedes-Benz A200 – Optimeret… og kvik

Mange af os husker den forrige version af Mercedes A200, der udkom i 2004, og som blev solgt helt frem til 2012. Den var med pæne ord, ikke noget at skrive hjem om. Men denne nye, optimerede og faceliftede A200, er en bil mange falder pladask for.

I denne test har vi sat os bag rattet i den faceliftede A200 Business, som indeholder URBAN pakken, samt det 35.800krs dyre automatgear (7G-DCT), der er ekstraudstyr i denne model. Modellen har en startpris på 346.400kr, og i diesel versionen blot 200kr mere.

Bilen rammer et bredt publikum
Den nye A-klasse er pæn, hvis det ikke er at underdrive, hvilket er noget folket har fået øjnene op for. Alene fra 1. januar 2017 til 31. marts 2017, er der blevet udleveret 352 A-klasser i Danmark. I kalenderåret 2016, udleverede Daimler koncernen 1670 stk. Ikke uden grund, da den appellerer til et meget bredt publikum.

En bred modelvifte er skyld i at denne klasse sælger godt. Alt fra den økonomiske A180d, til dem som vil have en flot bil, men hvor økonomien også skal passes, til den lynhurtige A45 AMG med 280 hestekræfter.

Ligeledes med hensyn til leasing. En engangsydelse på 30.000kr og derefter 2895kr i måneden for en A180d, hvor dette er inkl. en stor liste med udstyr og 27,0 km/l – så er du altså kørende i en Mercedes-Benz!

Skal sammenlignes med Audi og BMW
A-klassen skal sammenlignes med Audis A3 og BMWs 1-serie. Personligt har jeg haft et rigtigt godt øje til Audis A3 – lige indtil jeg sad bag rattet i denne Mercedes. Formerne er bløde, den er rolig at kigge på, og veludført. Forfra ser den ud som enhver Mercedes. Deres nye diamant-gitter grill på fronten, får selv den mindste klasse til at se enormt eksklusiv ud. Et meget stort plus i min bog.

Jeg savner dog en bedre benzinøkonomi. Bilen her er opgivet til 18,9 km/l ved blandet kørsel. Nu førte jeg den både på motorvej, samt bykørsel. En solid 60/40 fordeling. Jeg fik den akkurat sneget op på 14 km/l, hvilket man lige skal have i mente.

Hvis vi kigger på pladsen i kabinen, skal man ikke forvente meget af bagsædet, hvis du måler +190cm. Men det skal man ikke i mange biler nu til dags. Jeg savner derimod et bedre udsyn ud af bagruden. Den brede bagstolpe tager utroligt meget udsyn for føreren, hvilket trækker lidt ned.

Bilen her er som tidligere nævnt, udstyret med Mercedes’ URBAN-pakke, hvilket giver kabinen et langt mere eksklusivt og sporty look. Med i pakken kommer blandt andet den sorte diamantgrill, 17” letmetalsfælge, dobbelt udstødningssytem, sportssæder, sportsinstrumentering samt krom detaljer.

Der findes også et ’men’

Infotainment-systemet. Skærmen er ikke integreret, jeg savner touch og grafikken ligner noget der er løgn. Alt andet i bilen spiller op til alle forventninger, på nær infotainment. Og Mercedes, få nu fjernet jeres telefon-lignende kontrolpanel der fylder halvdelen af bilens midterkonsol. En større integreret skærm, ikke nødvendigvis med touch, men med en bedre grafik, ville give bilen lige dét sidste i min optik.

Vi mener
Mercedes-Benz A-klasse er et solidt bud på den moderne større hatchback. Den er rummelig, forholdsvis god benzinøkonomi alt efter modelvalg. Prisen er lidt spicy. Næsten en halv million for denne testbil, lidt højt sat, men så kører du naturligvis også med en stjerne på motorhjelmen. Bilen appellerer til rigtigt mange danskere, og deres forbrug i dag, hvilket også er årsagen til vi ser flere A-klasser på vejene.

Bilen er opgivet til 18,9 km/l, men da jeg afleverede bilen, efter en god del ture, både på motorvej, bykørsel og landevej, var snittet 14,2 km/l, velvidende den kun en enkelt gang havde bevæget sig fra ’Comfort’ eller ’ECO’ til ’Sport’.

For: Udseendet, kvaliteten og bred modelvifte
Imod: Prisen samt lille minus med benzinøkonomien

De Tørre Tal
Mærke/Model: Mercedes-Benz A200
Motor:  1.6l række 4 benzin
Gearkasse: 7G DCT automatgearkasse
HK: 156 hk
Moment: 250 Nm
0-100 km/t: 8,1 sek.
Topfart: 225 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 18,5 km/l
Pris: Starter fra 346.400 kr. Testbil m. udstyr 493.297 kr.

Tjek også

Se billederne: Mercedes-Maybach offentligører ny koncept cabriolet

Mercedes og Maybach er gået sammen, og har skabt en luksus cabriolet.