Hjem » Biltest » TEST: Ford Focus RS er den mest ventede bil

TEST: Ford Focus RS er den mest ventede bil

Den hotteste GTi for hele 2016 er landet på vores kontor. Tag med ud i den nye Ford Focus RS!

Assisterende fotograf: Tobias Madsen

Det er ved at være en del år siden, at jeg for første gang satte mig bag rattet i en Ford Focus RS. Den gang var det anden generation, som fremstod i en meget limegrøn lakering med stor hækspoiler, store skærme, forhjulstræk og store fælge. En rigtig performance GTi, som fremstod en anelse ‘brian’.

I år er Ford klar med næste generation, som har Så meget ny teknik, at den er noget helt for sig selv. En sand køremaskine, men den er blevet mindre ‘banjo’.

Legetøj uden lige
Den nye Ford Focus RS, har fået 350 hestekræfter. Anden generation havde 305 hestekræfter, som den gang blev spyttet ud gennem forhjulene. Den nye benytter alle fire hjul, via et firehjulstræk som kan opsættes på flere måder, blandt andet hvor bilen primært får baghjulstræk og derved kan drifte.

Bilen er udviklet i tæt samarbejde med rallykøreren Ken Block, og det virker som om at man fra Fords’ side har været nede i de helt dybe skuffer, for at finde alt det allerbedste frem, man kan præstere.

Motoren er den 2,3-liters Ecoboost motor, som vi kender fra Ford Mustang. Den har en herlig brummen, men kan også være støjsvag, når du ikke gider være for ’brian’. Men skulle du alligevel have hang til det, så kan den med fordel sættes i Sportmode, få lidt omdrejninger, og så kan du knalde dit stille nabolag lysvågen med bilens pop’s ’n’ bangs’. Ved omkring 3,000 omdrejninger laver den nemlig buldre i udstødningerne, som vender hoveder!

TEST: Ford Focus RS er den mest ventede bil 1

På bane, er den bedst
Da vi fik nøglerne i hånden til bilen, var der desværre ret nedslidte dæk på den. De bar præg af, at de tidligere journalister havde haft det noget så sjovt med bilen. Og derfor blev vi opfordret til, ikke at aflevere den med dæk, som skulle skiftes, når vi var færdige med den. Derfor kan vi desværre ikke fortælle dig så meget om bilens drift-mode, som ellers var det længe ventede sjov og ballade. Men det betød ikke, at vi ikke fik lov at mærke bilen for alvor.

Vi tog den derfor med til Roskilde, til FDM Sjællandsringen. Her havde vi havde fået lov at give bilen et par omgange, så vi kunne få nogle fede billeder af den i kurverne. Og her fik man virkelig lov at mærke bilens fulde potentiale.

Med launch-control fra 0, bliver du skudt tilbage i første gear. Andet gear følger trop, mens du fra tredje gear og op efter kan mærke hvordan bilen bare fortsætter med at trække derud af. De store Recaro-sportssæder og bilens lydisolering gør dog, at det ikke føles nær så vildt, som med en andre GTi’ere, men fortvivl ej, for kigger du på speedometeret, har du allerede mistet kortet for længst.

Ned af langsiden får den fuld pedal. Den trækker som en sindssyg, popper ved gearskift og arbejder som en jernhest ude fra motorrummet. Gearskiftene er uhyggelig præcise og mekaniske, koblingen er tung og kraftig og det tunge styretøj er ekstremt præcist og reagerer ved de mindste bevægelser.

Grebet fra de store hjul får bilen til at suge sig gennem kurverne og udfordringerne, helt uden at miste greb på noget tidspunkt. Selv gennem dobbelt-undvige manøvren kan den blæse igennem med næsten 100 km/t, mens den bare lægger fuldstændig stabilt og præcist.

Alt det tekniske
Bilens præstationer skyldes især det nye firehjulstræk. Ved at overføre næsten alle kræfterne til det ene hjul, hvis det bliver nødvendigt, kan du have fuld kontrol over bilen. Der er ingen understyring, og bilen kan bare presses mere end du normalt ville forvente, samtidig med den lægger roligt og uhyre præcist.

Gennem bilens ‘Torque Vencoring Control’ system opretholdes bilens fulde power, selv gennem skarpe sving. Det forstærkede Tenneco-hjulophæng gør samtidig, at hvis bilen skulle møde bump eller hop, så mister den ikke grebet ved landing, og derved har du hele tiden fuld kontrol.

De første 100 km/t i den nye Ford Focus RS, rammes allerede ved 4,5 sekunder. Det svarer til du ikke engang når ud af andengearet, før du har passeret denne hastighed. Fortsætter du den hurtige acceleration, afsluttes den ved 266 km/t, som er topfarten, gennem den manuelle 6-trins gearkasse. Og det med at den er manuel, og ikke fås som automat, gør bilen unik allerede dér.

Der findes fire måder at indstille bilen på. Den kan køres i Normal, skiftes over i Sport (som giver lidt hurtigere speeder respons, pop i udstødningen, skarpere styretøj mm.), Track og Drift. Sidstnævnte er til spas og løjer, hvor bagenden bliver mere danselig. Men til trods for de mange nye computersystemer og hjælpemidler, skal du alligevel som chauffør vide hvad du skal gøre, for at få det fulde potentiale ud af bilen i netop dette setup.

img_6258 img_6255

Bremserne stammer fra producenten Brembo, der igennem mange år har sørget for af alverdens sportsvogne kunne komme ned i fart igen. Og her er ingen undtagelse. De er placeret bag de store 19-tommer fælge, som sidder stramt fast i de brede 235/35 dæk fra Continental.

I kabinen er der dog ikke så meget banjo over den, som man kunne forvente. Den minder meget om de ordinære Focus modeller, til trods for at RS’modellen har de store sportssæder, der fylder en del. Dog er kabinen stadigvæk meget rummelig, og der er plads nok til folk bagi.

Bagagerummet halter dog lidt efter, hvis du skal bruge din Focus RS til den slags. For bilens differentiale fylder en del, hvilket har betydet at bagagerumspladsen er formindsket fra 385 liter til 260.

På det ydre er der dog heller ikke lige så meget banjo, som der var på anden generation af Focus RS. Man har nemlig konsekvent valgt, at der kun skal være ændringer på bilen, som rent faktisk giver mening og har en betydning. Derfor har bilen ikke lige så store og markante forskærme, som den tidligere f.eks havde, og derved gør det bilen lidt mere neutral i gadebilledet.

Til forskel fra alle de andre
Under hjelmen findes motoren som vi kender fra Ford Mustang. Det er den 2,3-liters EcoBoost, som i Focus RS er øget til 350 hestekræfter og 440 Nm. Den er turboladet, og til forskel for den nærmeste konkurrent, Volkswagen Golf R, så yder den 50 hestekræfter mere, og er omkring et halvt sekund hurtigere til 100 km/t.

Priserne for en Focus RS starter ved 565.480 kroner. For en Volkswagen Golf R skal du lægge yderligere omkring 70.000 kroner, mens andre “hot hatches” koster over 100.000 kroner mere, end denne.

Men er der en bil som absolut er det hele værd, så er det Ford Focus RS – Årets bil 2016, hvis du spørger mig!

De Tørre Tal

Mærke/Model: Ford Focus RS
Motor: 2.3-liters EcoBoost turboladet benzin
Gearkasse: 6-trins manuelgearkasse
HK: 350
Moment: 440 Nm
0-100 km/t: 4,7 sek.
Topfart: 266 km/t
Km/l (opgivet forbrug): 13,0 km/l
Pris: Ford Focus RS starter fra 565.480 ,- (Fås kun som 5-dørs)

Tjek også

Race1000-Magdeburg-Trip-Vlog28

Roak besøger Race1000 i Magdeburg – Vlog

Vores ven fra kanalen Roak på YouTube, har besøgt Race1000 i Magdeburg. Et event for ...