Hjem » Biltest » Biltest: BMW i3 Unlimited – Kan en elbil fungere i hverdagen?

Biltest: BMW i3 Unlimited – Kan en elbil fungere i hverdagen?

Med ubegrænset frihed i tre år, burde elbilen lægge lige til højrebenet

BMW har lanceret den nye BMW i3 elbil, som en unlimited udgave. Den kombinerer brændstof motor med elmotor, og tilbyder derved tysk kvalitet i en lille indpakning, med sigte mod fremtiden. Hvis du køber en sprit ny, får du tre års gratis elforbrug med fra Clever. Så den måtte vi prøve, for at finde ud af, om den mon kan bruges i hverdagen?

Designet

Den nye BMW i3 har ikke fået noget betydeligt på designet. Den ligner sig selv, har samme form og størrelse, og kabinen er nærmest identisk. For mig som ikke har prøvet den før, virker den ret futuristisk. Designet er noget jeg ikke har set før. Det matcher ikke helt det øvrige modelprogram, men har sin helt egen stil.

Bilens blå og sorte lakeringsvalg gør, at bilen fremstår langt mere attraktiv end den sort-hvide, som man ellers primært ser til BMW i3 i de Københavnske gader, hvor bilen benyttes enormt meget af DriveNow delebilskonceptet. Fordøren åbnes normalt op, men for at komme til bagsædet skal bagdørene åbnes modsat, den såkaldte ’suicide-door’-vej.

Opladning

Når det kommer til elbiler, så har de jo alle en begrænset rækkevidde. Optankningen af BMW i3, tager noget længere end de sædvanelige 5 minutter på tankstationen. Opladningsprocessen kan tage helt op til seks timer, hvorefter du kan se frem til omkring 180 kilometers kørsel, hvis du vel at mærke ikke hele tiden vil prøve bilens acceleration.

BMW i3 kan i denne nye udgave (som plug-in hybrid), række op til 330 km på en opladning (opgivet tal). Og derved burde den jo kunne opfylde de fleste behov for transport. Opladningstiden er for et almindeligt 230-V stik og et kørselsbehov på 200 km dagligt, 12 timer og 15 minutter. Det kan dog gøres hurtigere, ved de offentlige ladestandere, hvor det tager 1 time og 15 minutter med jævnstrøm, eller 3 timer og 30 minutter med vekselstrøm.

Vi benyttede os af en E-On ladestander, og her tog det lidt mere end 3 timer at oplade fra halv kapacitet, til fuld opladet batteri. Det svarede til en rækkevidde på 155 km på “Komfort” mode, 152 km på “Eco Pro” og 196 i “Eco Pro+” mode. I den med længst rækkevidde skal det lige siges, at det var uden aircon, sædevarme og radio, samt med kørsel på fartpilot det meste af tiden. Det betød at der efter noget tids kørsel, blev ret køligt i kabinen.

Med Clever´s hurtiglader, kan du dog få en fuld opladning på ca. 4,5 time.

Når nu du så alligevel er ved at løbe tør for strøm på bilen, så er det dog utrolig nemt at oplade den. Du tager fat i dit ladekabel, og sætter den ene ende ind i ladestanderen. Den modsatte ende sætter du ind i bilen, bag det dæksel som normalt ville være hvor du fylder brændstof på bilen.

Herefter låser du bilen på nøglen, så stander og bil låser sig fast på kablet, og så sætter du din brik eller dit abonnementskort på standeren, og bilen begynder at lade.

Kabinen

I kabinen vil du som noget af det første, lægge mærke til træet der dækker det meste af instrumentbordet.  I midten af instrumentbordet finder du bilens 10,5” skærm, der danner ramme om hele bilens interface. På skærmen finder du blandt andet navigation, telefon, bakkamera, køreopsætning og meget mere.

Interfacet er brugervenligt, og styres med knapper i bilens midterkonsol. Navigationen er lavet med smarte detaljer, som 3D tegninger ved kørsel i indre by. ‘Parking Assistant’ pakken var også med på bilen. Her var blandt andet et utroligt skarpt bakkamera – fantastisk til parkeringer med dårligt udsyn.  Andre dele af interiøret er lavet på bæredygtige materialer, som blandt andet eukalyptustræ og kenaffibre.

Komfort og bagagerumsplads

Når du sætter dig bag rattet og ikke har kørt elbil før, så skal du vænne dig til at BMW i3 bremser kraftigt af sig selv, når du slipper speederen. Faktisk oplevede vi flere gange i løbet af testugen, at den normale bremse var helt overflødig. BMW i3 bremser selv så kraftigt, for at oplade batteriet ved at opfange energi fra bilens bremseevne. Det giver dog ikke det store på rækkevidden i sidste ende, men alt småt er godt, som man siger.

Bilen støjer minimalt grundet sin elmotor og sine smalle dæk, og bilens store forrude gør udsynet fantastisk. Det føles ikke rigtig som om der er nogle store blinde vinkler i kabinen, og man har hele tiden en god fornemmelse for, hvor meget plads der er rundt om den.

Når bilen kommer op i fart, er det først ved høje hastigheder, at der kommer støj. Men her er det udelukkende vindstøj, som du oplever. Vil du overdøve det, tænder du bare for bilens Harman Kardon højtalersystem, og lader anlægget spille med en god kraft og dybde i lyden.

Forsæderne virker tynde, men med indbyggede nakkestøtter så de ser sportslige ud. Sæderne er behagelige til både korte og længere køreturer. Man sidder fint i dem, men der er ikke meget støtte i siderne. Bagsædepassagererne har fint med plads, selvom der både foran og bagved sidder voksne personer.

Bilens bagagerum er rummeligt, med plads til hverdagsting som indkøbsposer eller børnenes skoletasker. Der er dog ikke plads til større ting som golfkøller og klapvogne, medmindre de bagerste sæder lægges ned. Gulvet er højt for at gøre plads til bilens teknologier, og pladsmæssigt svarer det nogenlunde til hvad der er i en normal mindre stationcar.

Under ‘motorhjelmen’ uden foran, ja der finder du heller ikke en motor, men et mindre opbevaringsrum, der til pressebilen vi havde, blev benyttet til at opbevare et af bilens to ladestik, der også må siges at være et vigtigt element, for at få bilen til at køre. Opladerkablet kan gennem en medfølgende abonnements ordning tilsluttes alle E-On eller Clever lade stationer.

Styretøjet i BMW i3 føles markant anderledes, end noget andet jeg har prøvet før. Det er tungt, og det føles som om at bilen ikke selv retter op hvis du slipper rattet. Der skal ikke drejes meget før bilen reagerer, der er kontant afregning til forhjulene, som om at der ikke er nogen servostyring i bilen, men at det er ret analogt.

Undervognen i BMW i3 er tilgengæld noget af det allerbedste jeg nogensinde har prøvet. Bilen tager imod vejens stød, men de fortsætter ikke op gennem kabinen, så kabinen fortsætter hen over ujævnheder helt uden at røre på sig. Tilmed mærker du heller ikke stødene i rattet, og dét er lækkert!

Priser og performance

Speeder responsen er meget promte. Bilens elkraft bliver hurtigt overført til drivlinjen, og sender derved bilen afsted med et sus. 0-60 km/t klares på fire sekunder, mens 100 km/t sættes ind efter 8,1 sekunder. Det gør den super fed til bykørsel og utrolig sjov når du holder forrest i et lyskryds.

Og da bilen ikke skal finde kræfterne gennem en masse gear, er det bare ét gear og så derud af.
Gearene skiftes i øvrigt via gearvælgeren bag rattet, som skal tippes ind mod dig selv, for at skifte mellem D, N, P og R.

Hvis du skal ud og erhverve dig den nye BMW i3, så fås den fra 298.222 kr. (ekskl. Levering). Jeg har dog haft fornøjelsen, af en i3 udstyret med blandt andet 19” letmetal fælge, Protonic Blue metallak, elektrisk glassoltag, Harman Kardon højtalersystem og Parking Assistant pakke, den samlede pris lander derfor på 472.018 kr. (Gammel pris, før afgiftreguleringer).

Den aktuelle model koster fra 367.819 kroner, mens den helt nye BMW i3S REX-model koster fra 404.419 kroner.

Med i prisen får du Clever-unlimited pakken, som betyder at du har ubegrænset opladning på alle CLEVERs ladestandere i Danmark, Sverige og Nordtyskland, monteret ladeboks hjemme, ubegrænset forbrug, ladekabel og ladekort). Dertil kommer bilen med 8 års garanti eller 100.000 km på batteriet.

Konklusion: Kan BMW i3 fungere i hverdagen?

BMW i3s køreegenskaber fantastiske, bilen er perfekt til bykørsel og har samtidig kraft, så den også er sjov når du holder forrest i lyskrydsene. Du får en bil med plads til familien, med et skarpt interface og fede features, der samtidig er bæredygtig, både i forhold til kørsel og materialer.

Du skal dog altid have i mente, at bilen skal lades op. En opladningsprocess der ikke kan klares på den samme tid, som et almindeligt besøg på tankstationen, og derved ville jeg ikke kunne klare mig udelukkende med en I3 i min carport. Jeg bor nemlig i lejlighed, og desværre alt for langt fra en ladestander.

Dem jeg har forsøgt at oplade ved, var alle optaget, så det betød at jeg måtte en tur ind til byen for at finde en ledig stander, og så med det offentlige hjem derfra.

Men jeg vil mene, at hvis du bor i hus eller meget tæt på en ladestander, så er der potentiale for at eje denne bil.

Derfor er det mest optimale måske i virkeligheden, at tilmelde sig et DriveNow abonnement, og så køre BMW i3 på den måde eller have den som sekundær bil til de mindre weekend ture. Så slipper du også for at skulle vaske den og holde den pæn, og ikke mindst at sørge for at oplade den.

Når elbilerne begynder at have en rækkevidde på 400-500 km, og rent faktisk har det, så begynder det dog at blive interessant!

De Tørre Tal

Mærke/Model: BMW i3 Unlimited REX
Motor:  Elmotor med 2 cylindret benzinhjælpemotor
HK: 170 hk
Moment: 250 Nm
0-100 km/t: 8,1 sekunder (4 sekunder fra 0-60 km/t)
Topfart: 150 km/t
Km/l Brændstofforbrug: 166,7 km/l • CO2: 12 g/km
Pris: Starter fra 298.222 kr. Testbil m. udstyr 472.018 kr. (Gammel pris før afgiftsreguleringer samt eksl. levering)
Garanti på batteriet: 8 år eller 100.000 km

Tjek også

Sådan får du årets juletræ hjem på den helt rigtige måde

Sådan får du årets juletræ hjem på den helt rigtige måde