Hjem » Nyheder » Bil Mærker » Audi » Audi viser ny RS Q3 Performance
Dynamic photo, Colour: Ascari blue metallic

Audi viser ny RS Q3 Performance

Audi har udgivet informationer, billeder og danske priser på den nye Audi RS Q3 Performance

Pressemeddelelse

Audi går nu skridtet videre, når det gælder ydelsen for kompakte high performance-SUV’er: Audi RS Q3 performance imponerer med en ydelse på 367 hk og et drejningsmoment på 465 Nm. Den voldsomme kraft accelererer modelrækkens nye topmodel fra 0 til 100 km/t på kun 4,4 sek. Tophastigheden er som standard 270 km/t.

Med de nye RS performance-modeller skærper premiummærket sin sportslige profil. Betegnelsen “performance” står både for en markant øget ydelse og for et eksklusivt udstyr, som løfter modellen fra den øvrige modelrække. Det gælder også for den nye RS Q3 performance, der har den legendariske femcylindrede motor fra Audi som det centrale element. Siden 2010 har et internationalt panel af journalister valgt 2.5 TFSI-motoren som “International Engine of the Year” i sin klasse seks gange i træk. Trækkraften, omdrejningsvilligheden og den fascinerende lyd giver garanti for gåsehud.

Audi har øget 2.5 TFSI-motorens ydelse i performance-modellen endnu mere i forhold til RS Q3. Takket være hovedvandkølerens større køleydelse og en optimeret brændstofpumpe har udviklerne givet den femcylindrede turbomotor i RS Q3 performance 27 hk mere power. Det maksimale drejningsmoment på 465 Nm er til rådighed i et område fra 1.625 til 5.550 omdr./min. Dermed accelererer den sportslige kompakte SUV fra 0 til 100 km/t på 4,4 sek. og opnår en tophastighed på 270 km/t. NEDC-forbruget ved blandet kørsel ligger på 11,6 km/l (203 g CO2 pr. km).

Den standardmonterede 7-trins S tronic har også fået en konsekvent sportslig opsætning. Føreren kan vælge at lade dobbeltkoblingsgearkassen med sine ekstremt korte skiftetider arbejde automatisk eller skifte gear manuelt. Til det formål er RS-multifunktionsrattet med skiftekontakter en del af standardudstyret. Derudover ledsages hvert gearskift af et mellemgasstød, når køredynamiksystemet Audi drive select står i indstillingen dynamic.

Det permanente firehjulstræk quattro overfører kraften fra motoren til vejbanen via en hydraulisk betjent og elektronisk styret lamelkobling. Den behovstilpassede fordeling af trækkraften sker fuldautomatisk til for- og bagakslen og ligeledes hjulselektivt takket være opkoblingen med den elektroniske stabilitetskontrol ESC. Herudover omfatter den deaktiverbare køredynamikregulering en sportsindstilling med ny afstemning.

Den stramme RS-sportsundervogn på Audi RS Q3 performance omsætter dynamikken fra den kraftfulde drivlinje på perfekt vis. Sammenlignet med Audi Q3 er karrosseriet sænket 20 mm. Som ekstraudstyr tilbyder Audi en RS-sportsundervogn plus med støddæmperregulering. Dens karakteristik kan indstilles til comfort, auto og dynamic via køredynamiksystemet Audi drive select.

Designet

Det udvendige design på RS Q3 performance imponerer med komponenter i mat titanlook, som udelukkende fås til den nye topmodel. Eksempelvis er rammen til luftindtaget samt quattro-logoet deri udført på denne måde. Desuden er følgende elementer udført i mat titanlook: singleframe-grillen, flapsene i siden af luftindtagene, pyntelisterne ved sideruderne, sidespejlhusene, tagrælingen samt den øverste kant på diffusoren og finnerne på tagkantspoileren. Herudover tilbyder Audi den nye lakfarve ascariblå metallak – endnu et kendetegn, som er forbeholdt de nye RS performance-modeller.

Et andet højdepunkt er de RS-specifikke 20″-fælge i 5-eget dobbelt V-design. Som en eksklusiv detalje til RS performance-modellen fås de i mat titanlook – passende til de standardmonterede komponenter i samme look. Bremsekalibrene med RS-logo er på RS Q3 performance rødlakerede som standard. Audi tilbyder dem også i sort uden merpris.

Kabinen viderefører den dynamiske linje fra det udvendige design. De runde instrumenter har grå baggrund, hvide skalaer og røde visere. Efter ønske og uden merpris kan Audi levere sportssæderne i sort-blå farve via RS performance-designpakken. Andre elementer som RS-sportslæderrattet, gearvælgermanchetten, midterarmlænet og måtterne er forsynet med blå kontrastsyninger. Dekorindlæg i blåt kulfiber i design Köper, hvor en blå tråd er vævet ind i kulfibermaterialet, supplerer denne eksklusive kombination.

Audi RS Q3 performance har verdenspremiere på biludstillingen i Geneve i marts 2016, og kommer til Danmark i foråret. Priserne vil ligge fra omkring 930.000 kr.

Tjek også

BMW 5-serie får stjålet sine fælge

I sidste uge, var det en C63 AMG Coupé, det gik udover, idag er det denne BMW 5-Serie.