Hjem » Featured Forside » Mazda MX-5 får facelift i 2019

Mazda MX-5 får facelift i 2019

Den 2,0-liter Skyactive-motor får over 180 hk

Den opdaterede 2019 Mazda MX-5 blev for nyligt vist frem i Japan, og nu har Mazda offentliggjort specifikationerne på de europæiske modeller. Den største opdatering er, uden tvivl, blevet foretaget i motorrummet, hvor omdrejningsgrænsen af den 2,0-liters Skyactive-G R4-benzinmotor er blevet hævet fra 6,800 o/m til 7,500 o/m.

I den største af de to Skyactive-G motorer er ydelsen blevet hævet med 15% til 184 hk og momentet med 2,5% til 205 Nm. Mazda har endnu ikke frigivet informationer om hvor meget, de ekstra hestekræfter har forbedret den originale 0-100-tid på 7,3 sekunder. Ingeniørerne hos Mazda har, ud over at hente flere hestekræfter, også givet sportsvognen en skarpere respons mellem gaspedalen og motoren.

Den mindre Skyactive-G motor vil også få flere hestekræfter, men der er på nuværende tidspunkt ikke nogle officielle tal. Hvis motoren får samme procentmæssige forbedring, kunne vi forvente at se 150 hk og 153 Nm fra den 1,5-liters R4-motor.
Listen over sikkerhedsudstyr er også blevet længere. I 2019 kan Mazda MX-5 udstyres med trafikskiltsgenkendelse, DAA (Driver Attention Alert) og et bakkamera. Der er også Mazdas nødbremsesystem, ‘Advanced Smart City Brake Support’, der også virker når bilen bakker.

Udvendigt er der ikke store ændringer. Kalechen kan nu vælges i brun og det er muligt at få både de 16- og 17-tommer fælge i en mørkere finish.

Tjek også

BMW 3-serie præsenteres med nye spændende motorvarianter

Den nye BMW 330e Sedan har en elektrisk rækkevidde, som er 50 procent længere end forgængeren samtidig med, at brændstofforbruget og CO2-udledningen er reduceret med mere end 10 procent. Bilen kan nu køre 60 km* på ren el. Ved blandet kørsel kører den 58,8 km/l* og udleder kun 39 g CO2per km*.