Hjem » Biltest » Test: KIA Optima SW Advance – 4,85m sydkoreansk flagskib

Test: KIA Optima SW Advance – 4,85m sydkoreansk flagskib

KIA Optima SW er en af de længste biler jeg nogensinde har ført, men man mærker det ikke. I denne test har vi sat os bag rattet i den nye KIA Optima SW Advance. Modellen her laves både med manuel- og automatgearkasse, men kun med diesel motor. Den fås i 3 udstyrsvarianter, ”Vision”, ”Advance” og ”GT-Line”, i nævnte rækkefølge. Optima SW laves også som en dissideret GT-bil, denne med en 245hk benzinmotor. Prisen på den model er dog massive 549.888 kr.

Kæmpe sydkoreansk stationcar går imod tysken
KIA har førhen haft problemer med deres ”ry” omkring kvaliteten af deres biler. De kæmper for at adskille brandet KIA fra den tidligere mening om, at KIA bare var en ringe sydkoreansk bil, og Optima SW er det helt perfekte produkt i dette opgør. Kabinen er lækker, veludført, formet og ikke mindst på højde med tyskerne, som længe har siddet øverst på tronen i Danmark.

Vi har tidligere kørt KIA Niro, hvor også her kabinen var i god kvalitet. Men det er ikke kun kabinerne der i nyere KIA’er er flotte og veludførte. Kørslen er blød, præcis som en bil af denne størrelse skal være. DCT-gearkassen kæmper desværre stadig lidt i optrækket fra den 141 hestekræfters dieselmotor. Derimod vil jeg være ærlig og sige at DCT-gearkassen håndterer nedskiftningerne bedre end VW’s DSG. Det er en vild melding at komme ud med, som jeg sikkert også vil møde modstand for, hertil vil mit eneste svar være; oplev denne gearkasse i det typiske bymiljø, og du vil ret hurtigt forelske dig i den.

Der er desværre et men..
Et meget smalt motorudvalg er skyld i at denne bil, desværre, får et ”men”. Bilen laves som sagt kun med en 141hk diesel motor, hvor vi godt kunne have tænkt os en mindre benzinmotor ligeså. Optima SW er en genial, stor og rummelig stationcar, der ville appellere til en masse familier, såfremt de havde haft en benzin-version også.

Den laves med én benzinmotor, men dette er først oppe i modellen der hedder Optima SW GT, som koster på den anden side af en halv million kroner. Jovist, så får du 245 benzindrevne heste, og en god del udstyr, men ikke mange familier har råd til dette i Danmark.

Den er en perfekt langtursbil for pendlere og firmaer der kører mange kilometer på et år, men den mangler at henvende sig til det den trods alt også er lavet til. Familierne.

Listen over ekstraudstyr er enorm – og vi elsker det
I dagens Danmark skal biler indeholde udstyr, gerne i store mængder. Det giver køreglæde, følelse af kvalitet, og det holder afskrivningen på bilen lidt mindre end ellers. I den testede model, forefinder ekstraudstyr såsom adaptive xenonforlygter, varme i rattet, regnsensor, bakkamera, parkeringssensorer i for og bag, vejbane assist, stort Harman Kardon anlæg, 8” navigationsanlæg, stort panorama og soltag, smartkey med håndfri åbning af bagklappen og meget mere.

Alt dette tiltrækker nye købere, også selvom jeg personligt ville have fravalgt noget af ekstraudstyret, som denne bil er monteret med.

Vi mener
KIA Optima SW Advance er en stor, praktisk og anvendelig bil, der næsten beder om at pakke alt man ejer, og tage en lang tur sydpå, uden benpladsen bliver trang, og holder ungerne underholdt på bagsædet. Prisen på Optima SW starter fra 349.888 kr. for mindste udstyrsmodel, den testede model her, koster præcist 548.878 kr., med monteret udstyr, der fremvises på billederne.

Bilen er opgivet til 21,7 km/l, men da jeg afleverede bilen, efter en god del ture, både på motorvej, bykørsel og landevej, var snittet 15,4 km/l, velvidende den aldrig havde bevæget sig udenfor ”ECO”-mode. Et lille hak i scoren, der ellers ser utroligt god ud, for endnu en rummelig bil fra KIA motors.

For: Størrelsen, udseendet og anvendelig
Imod: Mangler benzin-version ud over GT og dieselforbrug ved blandet kørsel

De Tørre Tal
Mærke/Model: KIA Optima SW Advance DCT
Motor:  1.7 CRDi Diesel (4-cylindret diesel)
Gearkasse: 7-trins automatisk DCT-gearkasse
HK: 141 hk
Moment: 340 Nm
0-100 km/t: 11,1 sekunder
Topfart: 200 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 21,7 km/l
Pris: Starter fra 349.888 kr. Testbil m. udstyr 548.878 kr.

Tjek også

Race1000-Magdeburg-Trip-Vlog28

Roak besøger Race1000 i Magdeburg – Vlog

Vores ven fra kanalen Roak på YouTube, har besøgt Race1000 i Magdeburg. Et event for ...