Hjem » Biltest » Biltest: Volvo XC60 – en mindre indpakning af sin storebror

Biltest: Volvo XC60 – en mindre indpakning af sin storebror

Den nye Volvo XC60, som byder på de samme lækre detaljer du finder i storebror XC90

For en pris på godt 860.000 kroner, bringer Volvo den nye XC60 direkte ind i premium rækken af mindre SUV’er, og her er Volvo klart i top.

Vi har sat os bag rattet i den nye Volvo XC60, der byder på samme lækre indpakning som storebror XC90. Dog med en række sæder mindre, og en mere snæver kabine. Men alle detaljer og luksus, er bragt med over.

Til dem der har måtte forelske sig i den store XC90, men ikke helt fundet behovet og pengene til den, er XC60 et dejligt alternativ. På det ydre er den opdateret med samme design som flagskibet XC90, der byder på T-formede forlygter, et skarpt og futuristisk design og en lækker bagende der minder om fortidens modeller med lygter op til taget. Og det var tiltrængt, efter 9 år med deres bedst sælgende SUV.

Den nye Volvo XC60 fås i mange udstyrsvarianter, og det præger bilens udseende. Modellen vi har fået stillet til rådighed er en såkaldt D4 Momentum. På det ydre har den 19-tommer letmetalfælge, en fin grå “Osmium Grey” metallakering og en kabine der er Lidt morfar til min smag.

Kunstlæder sæderne med det grå indtræk, er nok ikke noget jeg personligt selv havde valgt, da de grå tern/mønstre minder mig om noget fra en billig sofa. De er standard i XC60, og det går igen på bagsæderne og i dørsiderne, hvilket jeg synes gør den en smule ‘blød hat og cigar’, til trods for at sæderne ellers er super komfortable og giver fin støtte. Der kan dog vælges andre mønstre, og lædersæder i forskellige kvalitet.

Hvad er nyt og hvordan føles den?

Volvo XC60 har foruden det nye design, fået et længere, lavere og bredere chassis. Akselafstanden er øget markant, som har gjort at kabinen er langt mere rummelig. Specielt på bagsædet. Her er der ikke rigtig nogle krav til mere plads, selvom du sidder bag en fuldvoksen mand. Det betyder at XC60 i runde tal, er vokset med 5 cm i længden, 1 cm i bredden og 9 cm mellem for- og baghjulene mens der på toppen er klippet 5 cm af.

Bilen er bygget på samme platform som XC90 og S90/V90, der blev indført i 2013. På bilens instrumentering er hele designet og opsætningen af skærm og knapper det samme, som du finder i XC90. Men hvorfor også lave det om, når det fungerer præcist som det skal? Den store skærm er overskuelig, menuerne er nemme at finde rundt i og virker meget “up-to-date”, mens den reagerer hurtigt når du trykker!

Under hjelmen er vores testbil udstyret med en 4-cylindret dieselmotor der yder 190 hestekræfter og 400 Nm. Den klarer 0-100 km/t på 8,4 sekunder, som foregår gennem den 8-trins automatgearkasse.

Motoren trækker dejligt og jævnt, og du har umiddelbart ikke brug for mere power. Gearkassen er hurtig til at skifte gear, og momentet sørger for at du kommer tilpas frem trods den 2.500 kilo tunge vægt. Gearkassen skifter i øvrigt super fedt. Den er hurtig mellem gearskiftene, uden ryk, og tilpasser sig konstant efter dit kørsels mønster.

Styretøjet er også meget kontant og præcist. Det styres let med den ene hånd, faktisk næsten kun med en enkelt finger. Du har fin føling med vejen, som du ikke er total afskærmet fra gennem rattet, så det er nemt at mærke hvor bilens greb og hjul befinder sig, uden det går ud over bilens komfort.

Topfarten sættes ind ved 205 km/t på testbilen, men kørslen foregik primært i byen efter gældende fartgrænser. Og her kommer fartpiloten til gavn. Den hjælper dig med afstanden til forankørende, og bremser selv ned hvis der sker ændringer. Helt ned til 0 km/t. Når du skal i gang igen, skal du dog lige give den et dask på speederpedalen, før den sætter i gang. Bilen kan dog godt komme i situationer, hvor du selv lige må gribe ind. Men overall er det klart i top over “autopiloter” jeg har prøvet.

Af sikkerhedsudstyr, som jo er Volvo’s mission fra 2020 (at ingen skal dø eller komme alvorligt til skade i bilerne), kan det nævnes at XC60 fx selv styrer uden om en forhindring, hvis du har glemt at bremse. Om det virker, turde vi dog ikke prøve. Og ellers er listen af ekstraudstyr og sikkerhedsudstyr lang – meget lang! Dog skal det meste tilkøbes, hvor det førhen ofte har fulgt med.

Det er nemt at komme ind og ud af bilen, og det trækker op. Men okay, disse mindre SUV biler vinder stort, på netop dette område kontra de ordinære personbiler grundet deres øget frihøjde. Og i bagagerummet finder du 505 liters plads, som er nok til langt de fleste. Læssehøjden er i niveau hele vejen ind, så det er nemt at lægge bagage ind bagi, da du ikke skal over høje kanter.

Støjniveauet i kabinen er som vi kender det fra XC90, hvor du kan snakke sammen lige meget hvor du sidder i kabinen, uden du på nogen måde behøver råbe eller tale højt. Og det er selv, når du får fart på.

Konkurrenterne

I segmentet for små SUV’ere, finder vi biler som Audi Q5, Alfa Romeo Stelvio, BMW X3 og Mercedes-Benz GLC for ikke at glemme Jaguar F-Pace.

Hvor den gamle Volvo XC60 var mest solgt i dette segment, må tiden vise om den tager arven op. Volvo XC60 er i hvert fald uden tvivl, klart i top! Man behøver ikke at være nervøs for “det kinesiske”, der kom ind over mærket for år tilbage. Den føles stadigvæk skandinavisk og elegant, på sit udstyr og design og ikke mindst komfort. Vi gad godt køre langt i bilen – rigtig langt!

For og imod

For;
Designet
Motorkraften
Komfort

Imod;
Interiøret

De Tørre Tal
Mærke/Model: Volvo XC60 D4 Aut. AWD Momentum
Motor:  4-cylindret dieselmotor
Gearkasse: 8-trins automatgearkasse
HK: 190 hk
Moment: 400 Nm
0-100 km/t: 8,4 sek
Topfart: 205 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 18,5 km/l
Pris: Starter fra 661.905 kr. Pressebilens pris inkl. ekstraudstyr: 866.386 kroner

Tjek også

Mazda MX-5 får facelift i 2019

Den 2,0-liter Skyactive-motor får over 180 hk