Hjem » Biltest » Biltest: Mercedes-Benz GLK 250

Biltest: Mercedes-Benz GLK 250

Mercedes GLK falder udenfor det normale B&O-glade direktørsegment med en god portion bad-boy-look. Man fristes til at spørge: Er den street?

 

Biltest: Mercedes-Benz GLK

 

Jeg får en besnærende følelse af, at jeg skal ud at indkassere beskyttelsespenge fra beværtninger med tvivlsomme forhold til smiley-ordningen, da jeg kravler ind i den store GLK 250 Bluetec. Eller måske bare være med i en musikvideo med 50 Cent? Det skal jeg heldigvis ikke, men man kan nemt leve sig ind i rollen.

 

Arvemateriale fra SLS
Indeni er GLK ligeså skarpkantet og chunky som dens ydre.
Det meste af midterkonsollen går igen fra andre Mercedesmodeller, men GLK har fået transplanteret luftdyserne fra SLS. De samme luftdyser, som motorjournalister elsker at rose. Hvor kedeligt det end er, må jeg tilstå, at jeg er enig. De er virkelig en fryd for øjet og lækre at betjene. Alle kontakter i GLK kan betjenes med vanter på, hvilket understreger, at der et sted under de 19″ fælge ligger arvemateriale fra en arbejdshest. Mest af alt kommer jeg til at tænke på Mercedes’ Geländewagen. Rattet er beklædt med Mercedes’ artico-kunstlæder og er det absolut lækreste af slagsen, jeg har haft fingrene i. Sæderne er i dellæder også beklædt med kunstlæderet artico.

 

Desværre er materialekvaliteten i kabinen ikke helt på højde med, hvad jeg forventer mig af en bil til over en million kroner. Bevares, den er da bestemt ikke dårlig, og der er kunstlæder an mass. Problemet er, at der har sneget sig hård plast derind. Blandt andet er siderne af kardantunnellen i hård billig plastik. Ærgerligt. Tolerancerne er heller ikke helt, som man kunne ønske dem. F.eks. er samlingen mellem dør og instrumentbord ikke i samme niveau.

 

Den blanke del af instrumentbordet liver op i kabinen. Det ser godt ud i GLK, der tydeligvis skal være Mercedes’ svar på en ungdommelig, sporty og maskulin by-SUV. Hvem vil ikke gerne føle sig som 50 Cent en gang imellem?

 

Når enden er god, er alting godt
Og den er ganske god på GLK. Især de nye baglygter med indlagte lysbånd ser rigtig godt ud om aftenen. Du er ikke i tvivl om, at en GLK rydder vejen foran dig, hvis du ser de baglygter, der giver bandelederen et udtryk som en sulten pittbull. De store trapezformede afgangsør hjælper oliefyret med at komme af med gasserne. Det er der brug for. For under hjelmen ligger et oliefyr på hele 2,1 liter og 4. cylindre. Hvad siger du så? Nok ikke så meget. For det er omtrent ligeså imponerende og hårrejsende, som at få øje på en klovn i et cirkus. Indtil, du tester pedalvandringen. Fra 1600 rpm. er der nemlig 500 nm. til rådighed. Kilder du GLK på maven trækker den som et godstog til 4000 omdrejninger. De sidste 1800 omdrejninger knækker momentkruven en smule, og de 204 hestekræfter tager over til den røde linje. Det fine Bluetec emblem udbasunerer, at denne Mercedes 250 GLK er udstyret med det moderigtige Start&Stop.

 

Hemmeligheden er sekventiel
Oliebrænderen i GLK er imponerende stærk og hemmeligheden skal blandt andet findes i den måde Mercedes har designet dens brug af turboladerne på. GLK har nemlig to af slagsen, så den bedre kan få luft og en intercooler, så den samtidig kan få så meget af det stuvet sammen i gabet som muligt. Normalt har man set brugen af to turboladere på motorer med seks cylindre eller mere. Det gjorde man for at kunne levere nok luft til alle seks uden at være nødt til at benytte én meget stor turbo. Jo større turbo, jo mere tryk, men også mere turbotøven, da den vil være længere om at spole op. Derfor delte man cylindrene mellem de to turboladere, så de hver forsynede tre cylindre med luft. Skulle Mercedes have bedrevet frådseri og ladet turboladerne tage sig af bare to cylindre hver?

 

Nej nej, ingen tysk fråds her!

 

I stedet har de ladet turboladerne køre forskudt af hinanden. Dvs. at én turbo står for at levere kunstigt åndedræt i de lave omdrejninger og én står for de høje omdrejninger. På den måde sikrer man et bredt trækområde og minimal turbotøven. Det kaldes også, at turboerne kører sekventielt. Det er Mercedes sluppet rigtig godt fra, og den “lille” 2,1’er er stærk som en okse og tørstig som gråspurv. Aaaarg okay, en stor due måske. I vores test havde vi et gennesnitsforbrug på 13,3 km/l.

 

Desværre er den ellers altid fortrinlige 7. trins automatgearkasse fra Mercedes blevet programmeret en anelse for ungdommeligt til min smag. Skiftene er rigtig hurtige, som de plejer, men den vil rigtig gerne se nålen i omdrejningstælleren nærme sig de 3000. snoninger. Det er fuldstændig unødvendigt, da motoren har sit optimale drejningsmoment mellem 1600-1800 omdregninger. Det er skidt for forbruget.

 

Når motoren tager flere omdrejninger, bliver skiftene tilsvarende hårdere, motoren støjer mere og det bliver hurtigt til et irritationsmoment, at gearkassen skifter så sent. Det’ en ommer Mercedes!
Motoren i GLK er heller ikke den mest raffinerede dieselmotor, du kan finde på markedet, men hvad betyder det, når du kan mærke dine nyrer mod rygsøjlen under taxa-acceleration?
Godt med ekstraudstyr
Når du så er færdig med at køre ligeud, da vejen af uransagelige årsager drejer, vil du opdage at den unge bandeleder, trods at sine bukser hænger langt nede over røvballerne, faktisk er nogenlunde adræt. Det hjælper de 255. brede Pirelli Pzero godt til med, men også det meget tunge styretøj guider Mercedes GLK fint igennem krøller på asfalten. Når det så er sagt, er dens naturlige habitat lange stræk med hastigheder, der ikke harmonerer særlig godt med danske bødetakster og klip-system. Bandelederen holder nemlig snuden i sporet som en blodhund med færten af frokost.

 

Til at gøre din motorvejsoplevelse mere behagelig, er den store tysker naturligvis spækket med assistentsystemer, der næsten kan køre bilen for dig. Der er naturligvis fartpilot, der styres via det lille joystick bag rattet. Udover det er der radarscanner både for og bag, så du kan parkere uden at skulle involvere forsikringen. Der er radar, der scanner omkring bilen under kørslen og advarer dig, hvis der er en bil i en blind vinkel. Sidst, men ikke mindst, sidder der under regnsensoren et lille kamera, der holder øje med, om du utilsigtet skifter vognbane. Trækker du ud over linjerne på motorvejen, kvitteres der med vibrationer i rattet.

 

Den nye GLK 250 har masser af bad-boy-attitude og masser af godstogs-moment. Til gengæld er prisen på den forkerte side af en million og man kan ønske sig bedre materialer i kabinen til den pris. Pladsen i bagagerummet er ikke overvældende, og det samme gør sig gældende for bagsædepassagererne. En egoistvogn med en potensforlænger som sin motorhjelm. Vi på redaktionen er ikke i tvivl.

 

Mercedes GLK 250 ER street

 

Mærke/Model: Mercedes-Benz GLK 250 4Matic
Motor: 2,1. liters R4, Bi-turbo
Gearkasse: 7G-TRONIC PLUS automatgearkasse
Karosseritype: SUV
Døre: 5
Siddepladser: 5
HK: 204 v. 4200 o/min
Moment: 500 v. 1600-1800 o/min
0-100 km/t: 8.0 sek.
Topfart: 210 km/t
Km/l: 16,4km/l (oplyst forbrug)
Energimærke: C
Halvårlig ejerafgift: 2310 kr.
Levering: 3680 kr.
Ekstraudstyr: Metallak (20.022 kr.) Tonede bagruder (9.620 kr.) 19″ Letmetalfælge (26.006kr.), Førerassistentpakke (19.503 kr.), Aktiv parkeringsassistent inkl. PARKTRONIC (18.722 kr.), Becker Map PILOT (19.503 kr.), Intelligent light system (36.276 kr.), Easy-pack elbetjent bagklap (11.703 kr.), Spejlpakke (11.183 kr.), Tyveripakke (10.402 kr.), Lyspakke (5722 kr.)
Ekstraudstyr samlet pris: 188.662 kr.

Pris: 1..202.562 kr.

 

Tjek også

Alfa Romeo Stelvio

Biltest: Alfa Romeo Stelvio – Køreglæde i en SUV

Baghjulstræk, 180hk og paddleshifters længere end Langeland – Ikke nødvendigvis ingredienserne til en SUV, men ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *