Hjem » Biltest » Biltest: Golf 7 2.0 TDI

Biltest: Golf 7 2.0 TDI

Volkswagens syvende version af Golf er det bedste kapitel i fortællingen

 

Biltest: VW Golf 7

De syv små dværge er velkendte eventyrfigurer verden over. Ligeså er Volkswagens syv udgaver af Golf. Med den syvende generation af Golf har VW skrevet et nyt kapitel i historien om den lille bil, der navngav en hel ny bilklasse og samtidig har vokset sig til en velvoksen mellemklassebil over de sidste knap fyrre år, modellen har eksisteret.

Det syvende kapitel er samtidig blevet den tand bedre end det sjette.

 

Hvordan kører den?
Den nye Golf er den største Golf nogensinde, men det betyder ikke, at den er blevet stor og doven. Takket være en ny MQB-platform, er syvende generation af Golf blevet 100 kg.
lettere end sin forgænger. Og det kan mærkes! Golf føles veloplagt til kurvekørsel. Det er også takket være et styretøj, der er mere direkte end sin forgænger. I testbilen er
der tilmed monteret en sportsundervogn. Det gør Golfen den kvivspids skarpere ved hurtige retningsskift uden at affjedringen på nogen måde bliver ubehagelig.

Et godt samspil mellem gear, motor og kobling betyder ligeledes, at Golf er dejlig letkørt.

 

Hvordan er kraftværket?
Fremdriften kommer fra et oliefyr på 2.0. liter. Den kan prale af 150. hestekræfter og 320 NM. der gør Golfen ganske kvik, hvis den får en spand kul. For der skal trykkes en smule på foder-pedalen, før der sker noget.

Kræfterne mangler såmænd ikke, men TDI’eren lider af turbotøven under 1800. omdrejninger, hvorfor man her skal være mere gavmild med højre fod. Ved bykørsel kan det godt være
et irritationsmoment,. Man kan godt komme til at lege nikkedukke, når man skifter gear efter skifteindikatioren, der helst ser den næste pind lagt ind ved 2200 rpm. Det
betyder, at turbotrykket er ligeså stabilt som en astmatikers åndedræt under et maraton. Når nålen så kommer forbi 1800. omdrejninger er den bomstærk.

På langfart er motoren eminent. Med lange gear ligger motoren og summer tyst selv ved høje motorvejshastigheder. Samtidig kan nyde at køre langt på de dyre dråber.

 

Hvordan er kommandocentralen?
Kabinen i Golf er et dejlig sted at opholde sig. Kabinen er rummelig både foran og bagi. Som bagsædepassager har du fint med ben- og hovedplads. I udstyrniveauet Highline er der naturligvis skruet godt op for kvaliteten, med mørke trimlister og plast lakeret i pianosort. Kabinens detalje numero uno er den 8″ touchscreen med indbygget navigation.

Den er det tætteste på en smartphone i en bil, jeg har været. Om den er 25.000 kr. værd, må du vurdere.

Grundlæggende er kabinematerialerne i en rigtig god kvalitet og knapper er lækre at betjene. Kabinen er meget Golfsk på den måde, at det er meget enkelt og let at overskue.
Det er bl.a. takket være touchskærmen, hvor du kan styre alt fra lysstyrken ved dine fødder, til om du vil slå antispin fra.

Golf 7. virker mere luksuriøs end sin forgænger primært fordi, at lydisoleringen i Golf 7. er rigtig god og bedre end de nærmeste konkurrenter Ford Focus og Kia Cee’d.


Hvad koster den at eje?

Den årlige ejerafgift ligger på 2.000 kr. Udgifterne til diesel er rigtig flot i Golf, du kan nemlig køre 24,4 km. per liter diesel. Det er flot sammenlignet med, at skal du have en tilsvarende Ford Focus, kan du “kun” køre 20,4 Km/l. og skal betale 4.240 kr. i årlig ejerafgift.

 

Skal du købe den?
Ja – bare ikke denne model. 480.000 kr. er for meget for en Volkswagen Golf. Golf er en rigtig lækker bil, der kører godt og har en kabine i en god kvalitet. Til gengæld er den generelt prissat lidt højere end konkurrentene Focus og Cee’d.

Focus har et større bagagerum, bedre køreegenskaber og er billigere. Til gengæld er designet ikke ligeså lækkert og kabinen ligeså.
En tilsvarende Focus med højeste udstyrspakke, titanium, koster 307.530 kr. Den testede Golf koster uden ekstraudstyr 359.000 kr.

 

Golf 7 er et strålende kapitel i fortællingen om den engang lille folkevogn – faktisk det bedste til dato.

 

De tørre facts
Mærke/Model:
Volkswagen Golf 2.0 TDI
Motor: 2.0-liters diesel R4 med turbo
Gearkasse: 6-trins manuel
Karosseritype: Hatchback
Døre: 5
Siddepladser: 5
HK: 150 v. 3500 o/min.
Moment: 320 nm. 1750-3000 o/min.
0-100 km/t: 8,6sek.
Topfart: 216 km/t.
Km/l: 24,4 km/l (oplyst forbrug)
Energimærke: A+
Halvårlig ejerafgift: 2000 kr.
Levering: 3680 kr.
Udstyrspakke: Highline
Ekstraudstyr:
– Teknik-pakke med parkeringssensorer og foldbare spejle med områdebelysning til kr. 11.998,-
– Navigation Discover Pro med 8” farve-touch screen til kr. 22.498,-
– Panoramasoltag til kr. 20.000,-
– 17″ “Dijon” alufælge til kr. 4.998,-
– Sportsundervogn til kr. 4.398,-
– Ekstra tonede ruder i bagdøre og bagrude til kr. 5.894,-
– Bi-xenon-forlygter med dynamisk kurvelys og LED-kørelys til kr. 29.996,-
– Vejbane- og dynamisk fjernlysassistent til kr. 13.994,-
– Metallak til kr. 5.796,-

 

Pris: 478.570 kr.

 

Tjek også

Alfa Romeo Stelvio

Biltest: Alfa Romeo Stelvio – Køreglæde i en SUV

Baghjulstræk, 180hk og paddleshifters længere end Langeland – Ikke nødvendigvis ingredienserne til en SUV, men ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *